

Til børnefamilier
Diakoni for børnefamilier med udfordringer
”Som en helle midt i larmen, står det underligste hus” - Sådan begynder salme 331 i salmebogen. Og sådan kan nogle familier opleve det at komme i kirken. Familiernes hverdag er ofte fyldt med larm og travlhed, hvor de beskidte tallerkener hober sig op i køkkenet, køleskabet er tomt så aftalerne i skolen ikke kan nås. Da kan deltagelsen i kirkens fællesspisning føles, som en helle midt i travlheden. Et sted, hvor man kan komme for sent, hvor man bare kan være og hvor tiden går i stå. I Menighedsplejen i Danmark mener vi, at det er kirkens særlige diakonale opgave at række ud til børnefamilier med udfordringer. Vores erfaring er, at aktiviteter i kirken kan have en stor betydning for de udsatte børnefamilier. I kirken kan vi give dem et frirum, hvor de sammen med ligesindede kan få et afbræk fra den ellers pressede hverdag.
”Jeg fik en aha-oplevelse. Min datter holdt en krabbe i hånden. Det havde jeg ikke troet, at min datter kunne klare” siger Eva, der kommer i Nykøbing Falsters familienetværk.
Hvad betyder det for børnefamilierne at kirken er der for dem?
I de lokale kirker opleves det, at man kan være et åndehul for familierne midt i hverdagens mange gøremål. Et åndehul, hvor der ikke skal præsteres, men hvor man kan vende vrangen ud, og blot være til stede. Vi har i Menighedsplejen i Danmark mange års erfaring med udfordrede børnefamilier. Vi ved, at deres hverdag kan være presset af dårlig økonomi, som kan betyde, at børnene fx ikke kan deltage i børnefødselsdage, fritidsaktiviteter, eller komme på ferie. Desuden er flere af forældrene eneforsørgere, har dårligt helbred og et spinkelt netværk. En af måderne vi støtter de udfordrede børnefamilier på, er netop ved at invitere dem på sommerferie og til månedlige netværksmøder med andre i lignende situation.
”Både ferien og netværksmøderne har dannet fællesskab i lokalområdet, nu hilser vi på hinanden og sludrer lidt når vi mødes” siger Karina, der deltager i familie netværket i Jacobskirken.
Hvordan kan jeres sogn være med?
I Menighedsplejen i Danmark er vi optaget af, og har stor erfaring med, diakonalt arbejde og vi ønsker at støtte jer med lige netop det, som I brænder for. Vi ønsker at være medvandrere på jeres diakonale rejse, hvor vi sammen får diakonien til at vokse.
Vores aktive projekter pr 1.1.2024 er:
- Folkekirkens Feriehjælp: I samarbejde med sogne sender Menighedsplejen i Danmark udsatte børnefamilier på ferieophold.
- Legater: Økonomisk støtte til børnefamilier, enten i forbindelse med konfirmationshjælp eller akut nød.
- Julehjælp: Økonomisk støtte til afholdelse af juleaften for udsatte børnefamilier i lokale sogne.
Endvidere kan vi rådgive og hjælpe jer i gang med netværksaktiviteter indenfor nedenstående projekter:
- Kan myrer spises? Lokale naturarrangementer i sognene for børnefamilier med udfordringer med særligt fokus på styrkelse af sociale kompetencer, fællesskaber, netværksdannelse, læring og samvær.
- Inkluderende fællesskab for børnefamilier med udfordringer: Invitere børnefamilier med udfordringer til at blive aktive i et frivilligt inkluderende fællesskab, hvor de kan bruge egne ressourcer og kompetencer.
- Netværksaktiviteter og rådgivning for børnefamilier: Inviterer børnefamilier til fællesspisning med mulighed for rådgivning og forskellige oplæg bl.a. omkring forældreskabet, økonomi samt livsvilkår.
Måske er du også interesseret i
Udsatte børnefamilier har også brug for et fællesskab.

Vi støtter sognene med 500-600.000 kr. årligt til deres lokale julehjælp.

