
Generationsmøder
Menighedsplejen i Danmark modtog i 2024 en bevilling fra Helsefonden med fokus på CRAFT-aktiviteter, (håndarbejde/håndværk), sund mad og lokale fællesskaber med deltagelse af unge og gamle. Derfor har vi sammen med tre sogne - Tingbjerg, Bistrup og Sejs-Svejbæk - etableret generationsmøder, hvor unge og gamle mødes om forskellige typer af håndarbejde. I Bistrup har de anskaffet sig en keramikovn, som har vist sig at vække interessen hos unge såvel som gamle. I Sejs-Svejbæk mødes ældre fra genbrugsbutikken med unge fra byen om at upcycle og reparer tøj fra egen garderobe og i Tingbjerg mødes man og nørkler. Unge og ældre kan have stor glæde af hinanden, og i England har de et særligt ord, for den effekt ældre kan have på unge, som kaldes 'The Granny factor'. Det er den, der kommer i spil i dette livsbekræftende og ensomhedsforebyggende projekt om 'Generationsmøder'.
Hvorfor bør kirken lave generationsmøder?
Vi kan alle rammes af ensomhed uanset alder, bopæl og samfundslag og antallet ensomme har kun været stigende igennem en årrække. Hvorfor ensomheden er steget, er der ingen entydige forklaringer på, men der er sket en store forandringer, når det drejer sig netværk og familie-relationer i vores samfund. Familiebåndene er blevet løsere, og et almindeligt skole-, studie-, arbejds- og familieliv indeholder væsentligt flere skift end tidligere. Generationerne lever meget mere adskilt i dag, og det er ikke sikkert, at et unge menneske i dag har bedsteforældre, da forældre i dag ofte er ældre end tidligere.
Hvad får kirken ud af det?
Børn/unge og ældres erfaringsverdener ligger langt væk fra hinanden og de har forskellige referencerammer. Der er ikke mange andre steder, hvor unge og ældre naturligt møder hinanden, end i kirken. Mødet mellem generationerne er vigtig, da de to grupper har meget at give hinanden på tværs af generation. Børn/unge og ældre kan have utroligt meget glæde af hinanden, hvis rammerne er til det, og man har noget at være fælles om. Her kan man få en forståelse af, hvad det vil sige at befinde sig et andet sted i livet, end man selv gør. Med fokus på næstekærlighed og bekæmpelse af ensomheden, har kirken en vigtig opgave med etablering af generationsmøder, hvor unge og ældre kan berige hinanden over en fælles interesse.
Desuden skaber generationsmøder spændende møder og nye netværk, som opstår mellem mennesker i lokalsamfundet, der normalt ikke har kontakt til hinanden.
Generationsmøder - Hvordan kan dit sogn være med?
Dit sogn kan også være med til at skabe inkluderende fællesskaber og netværk for generationer på tværs. Generationsmøder kan nemlig være medvirkende til både at forebygge ensomhed og også skabe spændende møder mellem mennesker i lokalsamfundet.
Så går I med tanker om etablering af generationsmøder og har brug for råd og vejledning, så kontakt gerne:
Diakonikonsulent Betina Køster på bk@menighedsplejen.dk eller tlf. nr. 4141 1191.
Mere inspiration
Eksempler på forskellige CRAFT-aktiviteter med koncentration og fordybelse kunne være: Broderi, Snitning, Hækling, Knipling, vævning, syning, keramik, plantefarvning, trædrejning, skulptur, strikning eller smykkeværksted mv.

I Sejs-Svejbæk stiller genbrugsbutikken materialer til rådighed for CRAFT-møder med recycling, brætspil, samvær og spisning

I Tingbjerg Kirke og 'Diakoniens hus' mødes generationer om kreativt arbejde.

