Vedtægter

Vedtægter for Fonden Menighedsplejen i Danmark

Navn

§ 1

Fondens navn er Fonden Menighedsplejen i Danmark, MDK.

Fondens hjemsted er København.

Formål

§ 2

Fondens formål er inden for rammerne af almennyttigt humanitært arbejde og på Den danske evangelisk-lutherske Folkekirkes grundlag at virke for menighedsplejen i Danmark.

Formålet kan realiseres ved

• at hjælpe lokale menighedsplejer med løsning af aktuelle diakonale opgaver

• at inspirere frivillige fra menighederne til et diakonalt arbejdsfællesskab

• at bistå ved etablering af nye menighedsplejer

• at fremme samarbejdet imellem menighedsplejerne, herunder samarbejdsrelationer mellem Folkekirkens menighedsplejer og menighedsplejer eller lignende inden for andre godkendte og anerkendte kristne trossamfund i Danmark.

• at give information, rådgivning og undervisning om diakonalt arbejde

• at forestå særlige diakonale projekter

• at deltage i den offentlige debat

• at indsamle gaver og bidrag til støtte for menighedsplejen.

Grundkapital og regnskab

§ 3

Fondens grundkapital udgør kr. 500.000, der er kontant indbetalt.

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Til det ordinære årsmøde og senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning skal bestyrelsen have udfærdiget regnskab over fondens indtægter og udgifter, herunder en status. Bestyrelsen antager den af årsmødet valgte statsautoriserede revisor til revision af regnskabet.

Regnskabet skal revideres og indsendes som anført i den til enhver tid gældende fondslovgivning.

Den af årsmødet valgte revisor kan til enhver tid forlange gennemgang af fondens regnskabsbilag og kassebeholdning og skal gøre opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder.

Medlemmer og Bestyrelse

§ 4

Enhver menighedspleje, der er dannet inden for Den danske Folkekirke, kan optages som medlem. Desuden kan andre kristne menighedsplejer optages efter beslutning fra bestyrelsen.

Det er en betingelse:

• at menighedsplejen tilslutter sig Fonden Menighedsplejen i Danmarks vedtægter.

• at de på årsmødet repræsenterede menighedsplejer godkender medlemskabet.

En menighedsplejes medlemskab er gældende for mindst et år ad gangen og kan kun bringes til ophør med et halvt års varsel til udløb af et regnskabsår.

En menighedspleje kan udelukkes fra Fonden Menighedsplejen i Danmark, såfremt 2/3 af de som medlemmer optagne menighedsplejer, der er repræsenteret på årsmødet, stemmer derfor.

Det vil endvidere være muligt for menighedsråd og institutioner at indgå en samarbejdsaftale med Menighedsplejen i Danmark. Et menighedsråds samarbejdsaftale med Menighedsplejen i Danmark er bindende i 3 år fra indgåelsen og kan derefter bringes til ophør med et halvt års varsel til udløb af et regnskabsår.

Butikker i Menighedsplejen i Danmarks butiksfællesskab Kirkens Genbrug godkendes som medlemmer af Menighedsplejen i Danmark på betingelse af, at de stemmeberettigede på årsmødet godkender medlemskabet.

Endelig vil enkeltpersoner kunne optages som støttemedlemmer af Menighedsplejen i Danmark.


Bestyrelse

§ 5

Menighedsplejen i Danmark ledes af en bestyrelse.

Bestyrelsen vælges af de som medlemmer optagne menighedsplejer og menighedsråd samt butikker i Kirkens Genbrug, som er repræsenteret på årsmødet. Bestyrelsen består af 9 medlemmer, hvoraf mindst 2 skal være præster i Den danske Folkekirke.

Det er ikke et krav, at medlemmer af bestyrelsen skal være medlem af en menighedsplejes bestyrelse, et menighedsråd eller af en genbrugsbutiks bestyrelse for at blive medlem af bestyrelsen.

Endvidere kan bestyrelsen supplere sig med op til 1 medlem for indtil 3 år ad gangen.

Valg til bestyrelsen finder sted ved simpelt stemmeflertal, og bestyrelsens medlemmer vælges for 3 år ad gangen, således at 3 medlemmer afgår hvert år efter tur.

Genvalg kan finde sted.

Arbejdet som medlem af bestyrelsen er ulønnet.

 § 6

Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand, der vælges blandt bestyrelsens medlemmer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtigt, når over halvdelen af medlemmerne er til stede, idet beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Såfremt der er tale om stemmelighed, vil formandens stemme være afgørende.

Der afholdes mindst 4 møder årligt i bestyrelsen, men der kan indkaldes til møder ud over dette, såfremt formanden eller 2 af bestyrelsens medlemmer måtte ønske dette.

Der føres referat over bestyrelsens møder.

 § 7

Bestyrelsen har myndighed til at nedsætte særlige udvalg med henblik på at forberede eller varetage specialopgaver inden for fondens arbejde.

Årsmøde

§ 8

Årsmødet består af repræsentanter for de menighedsplejer, menighedsråd og genbrugsbutikker, der er optaget med medlems- eller samarbejdsaftale, samt af bestyrelsens medlemmer. Hver menighedspleje, menighedsråd og genbrugsbutik er berettiget til at sende to repræsentanter til årsmødet.

På årsmødet har alene optagne menighedsplejer, menighedsråd med samarbejdsaftale, optagne butikker tilhørende Kirkens Genbrug samt bestyrelsens medlemmer stemmeret, hver med 1 stemme.

Der indkaldes til ordinært årsmøde senest 2 måneder før mødets afholdelse, som skal finde sted i april måned hvert år.

Senest 14 dage før årsmødets afholdelse udsendes dagsorden til medlemmerne med følgende punkter:

 1. Valg af dirigent

 2. Navneopråb

 3. Godkendelse af dagsorden

 4. Årsberetning fra bestyrelsen

 5. Indkomne forslag, herunder optagelse af medlemmer

 6. Forelæggelse af årsregnskab

 7. Orientering om budget

 8. Valg af medlemmer til bestyrelsen

 9. Valg af revisor

10. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet under punktet “Indkomne forslag“ samt forslag til valg til bestyrelsen, skal indsendes skriftligt til Fonden Menighedsplejen i Danmarks kontor senest 1 måned før mødets afholdelse.

Forslaget skal være underskrevet af formanden for en menighedspleje på vegne af bestyrelsen eller af formanden for et menighedsråd på vegne af menighedsrådet eller af formanden for en genbrugsbutik på vegne af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan selv foreslå og opstille kandidater.

Årsmødet er beslutningsdygtigt uanset det mødte antal stemmeberettigede medlemmer, jf. § 13 og § 14.

§ 9

Der kan indkaldes til ekstraordinært årsmøde, såfremt bestyrelsen finder dette fornødent.

Krav om indkaldelse til et ekstraordinært årsmøde skal efterkommes, når mindst 1/4 af de som medlemmer optagne menighedsplejer, menighedsråd og genbrugsbutikker kræver det. Indkaldelse til afholdelse af ekstraordinært årsmøde skal finde sted senest 1 måned efter, at kravet om indkaldelse er fremsat.

Et ekstraordinært årsmøde indkaldes med 14 dages varsel og skal være ledsaget af en detaljeret dagsorden for årsmødet med nærmere redegørelse for grunden til indkaldelse af det ekstraordinære årsmøde.

På de ekstraordinære årsmøder kan kun behandles sager, som har givet anledning til mødets afholdelse.

Hver menighedspleje, hvert menighedsråd og hver genbrugsbutik, der er optaget som medlem, har 1 stemme ved det ekstraordinære årsmøde.

Bestyrelsens medlemmer har ligeledes 1 stemme hver på det ekstraordinære årsmøde.

Stemmeret

§ 10

Årsmødernes - ordinære som ekstraordinære - beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, dog med undtagelse af afstemning om vedtægter og fondens opløsning. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot en af de tilstedeværende ønsker dette.

Tegningsregel

§ 11

Fonden Menighedsplejen i Danmark tegnes af formanden eller næstformanden sammen med et yderligere medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes fonden af et kvalificeret flertal af Menighedsplejen i Danmarks bestyrelse (2/3).

Der påhviler ikke fondens bestyrelse nogen personlig hæftelse for de fonden påhvilende forpligtelser.

Lønnede medarbejdere

§ 12

Bestyrelsen ansætter en generalsekretær til at lede det daglige arbejde, og bestyrelsen ansætter ledende medarbejdere i nødvendigt omfang.

Generalsekretæren ansætter al anden fornøden arbejdskraft, ligesom frivillig ekstra arbejdskraft kan anvendes som supplement til arbejdsopgavernes varetagelse.

Vedtægtsændringer

§ 13

Vedtægtsændringer kan alene finde sted på et ordinært årsmøde, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor.

Såfremt der ikke er et tilstrækkeligt antal stemmeberettigede medlemmer tilstede, kan bestyrelsen med 14 dages varsel og senest 1 måned efter det ordinære årsmøde indkalde til et ekstraordinært årsmøde, hvor det oprindeligt fremsatte forslag kan vedtages med almindeligt stemmeflertal uden hensyn til antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Såfremt der opstår stemmelighed under dette møde, bortfalder forslaget.

Fondens opløsning

§ 14

Til fondens opløsning kræves vedtagelse på et årsmøde med 3/4 af samtlige stemmeberettigede.

Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til et ekstraordinært årsmøde, hvor det oprindeligt fremsatte forslag kan vedtages med almindeligt stemmeflertal uden hensyn til antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Der kræves ikke til indkaldelse af dette ekstraordinære møde noget særskilt indkaldelsesvarsel.

Ved fondens opløsning tilfalder eventuelle aktiver efter bestyrelsens bestemmelse sådanne institutioner, der i tilknytning til Den danske evangelisk-lutherske Folkekirke arbejder med diakonale og/eller humanitære opgaver, som beskrevet i nærværende vedtægts formålsparagraf.

Fondens opløsning skal godkendes af den til enhver tid værende fondsmyndighed.

- - - - - - - - - - - - -

Nærværende vedtægter er godkendt på Menighedsplejen i Danmarks ekstraordinære årsmøde den 19.5. 2022.

- - - - - - - - - - - - -

Vedtægterne er senest godkendt af Erhvervs- og Civilstyrelsen den 25. juli 2022

 

Hent vedtægten i printvenlig pdf-format her
 

Måske er du også interesseret i

Der er en række fordele ved en menighedspleje. Læs mere om det!

Hent folder

Med dit medlemskab støtter du

Vi tilbyder kurser om diakonale emner

Læs mere

Se nogle af vores aktiviteter her