"En til en" aktiviteter

"En til en" aktiviteter for unge

Hvorfor skal vi lave ’en til en’ aktivitet for unge

Mentorprojekter for unge har fokus på at styrke unges mentale trivsel gennem samtaler med en voksen. Frivillige mentorer kan være med til at forbedre de unges selvværd og støtte dem i overgangen fra ung til voksen. Men projektet gavner ikke blot de unge – det skaber også stor værdi hos mentorerne. Mange unge kan have brug for ekstra voksenstøtte både i fritiden og på arbejdspladsen. En mentor kan hjælpe unge med at få samlet de løse ender og sætte nye mål for fremtiden. 

Eksempler på mentor for unge

I Husrum under jyskbørneforsorg har de etableret mentorordning, som de kalder voksenven. Deres venskabsordning er et gratis tilbud for unge mellem 16-30 år, som måske befinder sig i en sårbar situation og mangler en vedholdende og fortrolig voksen ven. De frivillige venner er mennesker med livserfaring, som har lyst til at møde dig i øjenhøjde og være en stabil ven.

Nærvær og lydhørhed

 

’En til en’ aktivitet for psykisk sårbare

Hvorfor skal man lave ’en til en’ aktivitet for psykisk sårbare

I peer-to-peer-fællesskaber tager man udgangspunkt i, at mennesker, der har erfaringer med social udsathed og sårbarhed, er mennesker med ressourcer. Grundtanken i peer-to-peer er, at ligesindede mødes og indgår i et fællesskab om at hjælpe og skabe værdi for hinanden ud fra deres egne behov og ønsker. Undersøgelser viser, at de fælles, levede erfaringer og fællesskabet mellem ligesindede er en unik relation, der fx adskiller sig fra de relationer, der eksisterer mellem fag- og myndighedspersoner og socialt udsatte borgere. Mennesker med erfaring fra socialt udsathed kan hjælpe hinanden med at skabe håb om mestring eller skabe følelsen af at bidrage til andres mestringsproces uden at være styret af de regler, der gælder for offentlige behandlingstilbud og sociale indsatser. 

Eksempler på aktiviteter for psykisk sårbare

PEER TO PEER
Peermodtagere og peerstøtter interviews for at finde de bedste match. I Menighedsplejen i Danmarks projekt interviewede vi alle vores deltagere i ”Samvær i en ligeværdig relation” inden de overhovedet kan være med i projektet. Og det kan også være I skal foretage op til to interviews pr. deltager (særligt den frivillige) for at være sikker på, at personen er den rette kandidat. I forholdt til interviewet skal både den frivillige peer og peermodtageren vide fra start, at de kommer på en venteliste. Her kan du jo forklare, at det drejer sig om, at du gerne vil sikre det rigtige match og derfor ikke bare kan sætte den ellers ledige frivillige sammen med borgeren, der ønsker støtte nu. Det skal være et meningsfuldt match. Hvis ventetiden bliver længere end forventet kan I aftale at ringe sammen for eksempel hver 3. uge, men husk også på, at ingen (projektkoordinator) er perfekt. Det forkerte match kan ske og vil ske. Men igen kan du i forventningssamtalen formulere overfor især peermodtageren, at du så vidt muligt vil finde den rigtige peer til ham/hende, men at de må forvente, at der er en risiko for, at det ikke er succesfuldt første gang. På trods af interviews og al det benarbejde du som projektkoordinator kan gøre i din kommunikation for at ramme rigtigt, så er menneskelig kemi mellem to mennesker ofte en udefinerlig størrelse, som kan være svært at indfange i et enkeltstående interview. Det vigtigste her er at forsikre både den nye frivillige og peermodtageren om, at det ikke har noget med dem at gøre, så de ikke får oplevelsen af at de har gjort eller handlet forkert.

Læs om peerprojektets erfaringer her

Samvær i en ligeværdig relation

'En til en' aktiviteter for ældre

Hvorfor skal man lave ’en til en’ aktivitet for ældre

Hver 4. dansker over 65 år føler sig ofte eller af og til ensom. Ældre som oplever langvarig ensomhed kan miste livslysten, initiativet og lysten til at skabe kontakt til andre mennesker. Ensomhed er sundhedsfarligt og desværre ret tabubelagt. En besøgsven, en aflaster eller en ven på skærmen kan gøre en verden til forskel i et andet menneskes liv. Rummet for tillid og åbenhed skabes lidt efter lidt og kan blive til gensidig glæde for både besøgsven og besøgsvært.

”Jeg mener virkelig, at besøgsvenner er uvurderlige. Der burde være flere af dem. Jeg ville i hvert fald ikke undvære min” siger Mary, som har haft Margit som besøgsven i mange år. 

    Hvordan kan man arbejde med 'en til en' aktiviteter for ældre

    Besøgsven

    Besøgsvenner påtager sig ikke opgaver, som skal løses af det offentlige. Dette er vigtigt at respektere. Besøgsvenner kommer typisk på hyggebesøg, går en tur, hjælper med små ting. Det vigtigste er den fortrolige samtale, som lindrer den enkeltes ensomhedsfølelse. Det aftales individuelt mellem besøgsven og vært, hvor ofte og hvor længe besøget varer.

    ”Tætte relationer er uhyre vigtige, når det handler om at bekæmpe ensomhed” siger Christine E. Swane, der er direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn.

    Koordinator(er) rekrutterer besøgsvenner, matcher venner og værter efter bedste evne, så der er de mest optimale muligheder for at ven og vært bliver rigtig glade for hinanden. Koordinatoren følger op på, hvordan det hele går. Endvidere støtter koordinatoren besøgsvennerne i de udfordringer, de kommer til at stå i. Det kan desuden være vigtigt at opbygge et fællesskab blandt besøgsvennerne, hvor de kan hygge sig sammen og drøfte forskellige glæder og problematikker.
    Besøgsvenner får ikke løn, men vi anbefaler at besøgstjenesten har et mindre budget til forskellige udgifter. Vi anbefaler også, at besøgsvenner fremviser straffeattest, forpligter sig på at overholde tavshedspligten, samt at menighedsplejen generelt overholder reglerne i persondataforordningen. Se vores bog om besøgsvenskabet her

    I dette hæfte finder I inspiration og vejledning til at oprette besøgstjeneste.

    Læs mere

    Aflastningstjeneste

    Den frivillige påtager sig ikke de opgaver, som skal løses af det offentlige som fx den personlige pleje. Aflasteren opbygger en god og fortrolig relation til ”familien” og den syge. Det vigtigste er at opbygge tryghed i relationerne, så en belastet ægtefælle roligt kan overlade sin syge ægtefælle til den frivillige. Det er vigtigt, at aflasteren føler sig tryg ved at være alene med den syge ægtefælle. Aflasteren tilbyder nærvær, samtale, hygge, oplæsning etc. Det er vigtigt, at aftaler holdes og at aflasteren er indstillet på en evt. længerevarende indsats.

    87-årige Rita (pensioneret sygeplejerske) som er aflaster fortæller "Jeg blev aflaster, fordi jeg selv fik hjælp fra menighedens aflastningstjeneste, da min mand var syg". Rita fortæller, at det giver hende en stor glæde at kunne hjælpe et andet ægtepar. Rita kan se på den demensramte mand, at han er glad for hendes besøg og de synger og taler om deres liv. "Tiden og roen i samværet er en stor kvalitet.” siger Rita

    Vi tilråder at I er flere om at påtage jer koordinatorrollen. Det giver mulighed for sparring med hinanden og fordeling af arbejdet.

    Der skal hverves frivillige med de rette kompetencer og der skal laves de bedst mulige match mellem frivillige og de hjem, der efterspørger aflastning. Det er vigtigt, at de frivillige har mulighed for at drøfte problemstillinger og udfordringer med en koordinator. Det er også koordinators opgave at være opsøgende i forhold til, hvordan aflastningsopgaven opleves både af den frivillige aflaster og af dem, der modtager aflastning fra menighedsplejen.

    Det kan være vigtigt at tilbyde de frivillige relevante kurser og at opbygge et fællesskab blandt de frivillige aflastere.

    Frivillige aflastere får ikke løn men vi anbefaler, at aflastningstjenesten har et mindre budget til rådighed. Der skal bruges penge til fx transport, sammenkomster og til kurser/temadage.

    Frivillige på Døgnrehabiliteringen

    ”En sund sjæl i et sundt legeme” – sådan skrev den romerske digter Juvenal for næsten 2000 år siden. Og det er ikke mindre relevant i dag. Det er ikke nok at kroppen fungerer optimalt, sjælen skal også næres. Menighedsplejen i Danmark og Frederiksberg Kommune har fundet sammen om at udvikle en frivilligindsats på Kommunens Døgnrehabilitering for ældre, ud fra netop denne kongstanke. At have frivillige på døgnrehabiliteringen betyder for de ældre indlagte, at de oplever de frivilliges engagement. Det betyder et afbræk i at skulle forholde sig til dårligdom, til smerter, til uvished – eller det kan betyde, at man netop kan få luftet sine tanker, frustrationer, uro og smerte, med et mennesker der kan give den fornødne tid og nærvær, som kan være vanskelig for personalet at nå i en travl hverdag.

    For de frivillige kan det være meningsfuldt at give selvsamme nærvær. At man som frivillig kan være der for et andet menneske, når han eller hun har behov for det, er en gave, og noget af det der gør, at de frivillige går glade hjem, og kommer glade igen. Læs vores erfaringer om diakoni på kommunens døgnrehabilitering

    ”For mig giver det mening at komme og snakke med mennesker. Fordi når du er åben og fortæller, så får du tit en masse tilbage. Og så kører snakken bare derud af. Og jeg går glad derfra!” siger Karen der er måltidsvært. 

    Skærmkaffe

    Mange danskere har gennem 2020 opnået positive erfaringer med at mødes online i forskellige fællesskaber, både privat og arbejdsrelateret. Det har været en nødvendighed pga. Covid-19-restriktioner, men det har også vist sig, at de virtuelle møder kan være et rigtig godt alternativ til at mødes fysisk. De gode erfaringer med virtuelle fællesskaber skal også komme ældre til gode. 

    Er der ældre I jeres sogn, der kunne have glæde af at mødes på denne måde? 

    Selve grundideen er at 3-4 ensomme ældre sættes sammen i en virtuel gruppe, som mødes en gang ugentligt i en given periode (fx fem gange med mulighed for at forlænge aftalen). Gruppen faciliteres af en ‘vært’, som er en af de aktive ældre frivillige i menighedsplejen eller menighedsrådet. Indholdet på møderne defineres af de ældre selv. 

    Vågetjenste er en særlig gren af aflastningstjenesten.

    Læs mere

    Frivillige på kommunens rehabilitering

    En kop kaffe ved skærmen - og en hyggesnak

    Se nogle af vores aktiviteter her