Sorg

Sorgstøtte til børn og unge

Hvorfor skal man arbejde med sorgstøtte for børn og unge?

Det er forskelligt, hvordan sorg opleves. Men fælles for alle er, at sorg tynger. Og når det gælder børn, der oplever at miste eller at leve med sygdom tæt på livet, er det i særlig grad vigtigt med et fokus på, hvordan man kan forhindre, at sorgen sætter sig som alt for tunge knuder i maven.

Sorggrupper for børn og unge er derfor utroligt afgørende, fordi børnene/unge tilbydes et rum, hvor de kan tale med andre om deres bekymringer. Ligesom de kan opleve, at det ikke kun er dem selv, der går med svære bekymringer. Børnene/unge tilbydes et rum, hvor de støttes af voksne, lyttes til og får muligheden for at kunne spejle sig i andre, der står i lignende livssituation.

Sorggruppearbejde kan forhåbentlig bidrage til en oplevelse af større tryghed og en lettelse i, at de ikke står alene i sorgen.

Ingen børn skal gå med det svære alene. 

Hvordan kan man arbejde med sorgstøtte for børn og unge

Samværs-og samtalegruppe til børn og unge i sorg er et tilbud i Holstebro, for børn og unge, der mistet en far, en mor, en søster eller en bror. Deltagerne inddeles i aldersgrupper, fx. børn fra 8.12 og teenagere fra 13-17 år. Grupperne ledes af voksne. Læs mere

Se en lille video om sorggrupper for skolebørn i Søndersø på Fyn

Måske er du også interesseret i

Se video om sorggrupper for børn på Fyn

Sorgstøtte for voksne og ældre

Hvorfor skal man arbejde med sorgstøtte for voksne og ældre?

Alle mennesker kan rammes af følelsen af mørke, håbløshed og oplevelse af ikke at kunne glæde sig over noget, fordi man står i en livssituation, der ganske enkelt er for svær at håndtere. Sorg rummer for mange meget dybe temaer og kirken kan med fordel bidrage med den del, der har med vores eksistens at gøre og skabe en vej for livsmod og håb, så hverdagen uden den afdøde bliver mere tålelig.

Alle kan af og til have brug for en hjælpende hånd. Også dem, der lader til ikke at have det. Nogle mennesker kan have tendens til at gøre sig tanker om, at de ikke ønsker at ”være til gene” og belaste andre med deres situation. Derfor er det vigtigt at have en opmærksom rettet imod netop det. Ræk hellere ud én gang for meget og forhold dig undersøgende og nysgerrigt på, om et sorgforløb kunne støtte vedkommende i sorgen. 

Hvordan kan man arbejde med sorgstøtte for voksne og ældre

Sorggrupper
En sorggruppe mødes med det formål at skabe et samtalerum og et fællesskab for mennesker, der har mistet. I sorggruppen kan man møde andre i samme situation og dele de oplevelser, der kan være svære at dele med ens nærmeste. Kirkens sorggrupper ledes som regel af 1-2 ledere, fx præsten og evt. en anden hjælpeperson, der har erfaring med sorg. Nogle grupper har mulighed for et løbende indtag af nye medlemmer, mens andre kører med faste grupper et halvt eller et helt år ad gangen. Der mange forskellige måder at afholde sorggrupper på. Find mere inspiration på nettet (Sorggrupper | Folkekirken.dk) eller i bogen ”Sorggrupper i Folkekirken” af Line og Thomas Bjørn Hansen.

 

Netværksaktiviteter for mennesker i sorg - frivillige som håbsbærere

Netværksaktiviteter ud over en egentlig sorggruppe kan med fordel målrettes sørgende. Mennesker i sorg har stor brug for at møde ligesindede. Det hjælper på følelsen af skam og på at føle sig forkert og udenfor. I et sorgnetværk kan man være sig selv, sænke skuldrene og være trygge for en stund. Netværkene kan med fordel ledes sammen med frivillige, der selv har erfaring med tab og sorg. Vi ser flere eksempler på, at sørgende rigtig gerne vil blive i netværket, når deres sorg er aftagende. Vores erfaring er, at de bliver håbsbærere for andre mennesker i sorg. De frivillige kan naturligvis have behov for støtte og nærvær indimellem af en frivilligkoordinator.

Idéer til netværk for sørgende:

  • Læsegrupper
  • Madlavning for mænd
  • Kreative værksteder
  • Kulturgrupper med fælles besøg på fx museer
  • Teater- og filmgrupper
  • Gågrupper
  • Særlige arrangementer i kirken ved Alle Helgen og juletid.

Mænd har glæde af mandegrupper - også i sorgarbejdet. 

Læs om "Kultur på Recept", netværksaktiviteter, der støtter sørgende.

Læs mere

Se nogle af vores aktiviteter her