Af diakonikonsulent i MDK Betina Køster
Mange unge oplever i dag stress, ensomhed og psykiske udfordringer, som ofte kan være svær at håndtere alene. Ifølge undersøgelse fra den Nationale Sundhedsprofil fra 2021 er mistrivsel steget markant gennem de sidste fire år. Forskningen viser også at det med at være en del af et fællesskab og have nære relationer har en central betydning for vores fysiske og mentale sundhed. Det er netop i det sociale netværk og i lokale fællesskaber, hvor vi kan hente følelsesmæssig og praktisk støtte i hverdagen.
Derfor har Menighedsplejen i DK i samarbejde med Socialstyrelsens og med støtte fra den Saxildske Familiefond startet et projekt med aktivitetsbaserede og meningsfulde lokale fællesskaber med håndarbejde og spisning for unge i seks lokale sogne. Desuden er der også tilbud for de unge med besøg på museer samt inspiration af eksterne foredragsholdere, der kan motivere de unge deltagere.
Skt. Thomas Kirken på Frederiksberg, som har 2 studenterpræster ansat, er 1 ud af de 6 sogne der deltager i projektet. I samarbejde med præsterne Charlotte Cappi Grunnet og Dorte Thomsen afholdes der workshops hver 14. dag med forskellige temaer. Her arbejder de unge med bl.a. collage, strik, hækling, syning, upcycling af tøj og andet håndværk. For netop arbejdet med hænderne og selvfordybelse er ifølge CRAFT psykologien med til at skabe trivsel, sundhed og ro i kroppen.
Julie Rasmussen er 23 år og studerer veterinærmedicin er en af de unge der deltager i unge møderne. Julie fortæller ”at det som projektet giver mig, er et frirum. Det er så hyggeligt at samles med andre unge og lave kreative ting, altså det at mødes i et kreativt fællesskab. Det gør vi fx ikke når vi mødes på kollegiet. Der skal ligesom være fastlagt nogle praktiske rammer, når vi skal mødes i nogle kreative fællesskaber, som de her Unge møder. Da er der brug for at vi får fastlagt datoer/tidspunkt, lokaler og materialer og så også at vi kan få hjælp og støtte til noget håndarbejde og også at vi bliver introduceret til nye kreative områder. For eksempel som i dag det med at brodere på tekstiler, det har jeg ikke prøvet før….også dejligt med mad til møderne”.
Julie fortsætter ”Synes det er dejligt at være i en proces med det kreative, så slapper jeg af og behøver kun at koncentrere mig om håndarbejde og ikke forholde mig til noget andet overhovedet. Ofte kommer jeg ind i en rytme…og så bliver man så glad, når der kommer noget fint ud af det….For eksempel, når jeg øver mig på at brodere blomster, kan jeg se at der er forskel på den første blomst jeg lavede og de blomster jeg laver nu….”
Kreative unge CRAFT-møder er åbent for alle unge imellem 20-35 år og foregår hver anden torsdag fra kl. 16.30-19.30 indtil maj 2025. Unge-møderne afholdes i Børnehuset Skt. Thomas, Rolighedsvej 29B, 1958 Fr. Berg C.
Hvis du også har lyst til at være med så kontakt Betina Køster på bk@menighedsplejen.dk