Søster Laura en ny type genbrugsbutik

​​​​​​​Fredag den 27. oktober slog en gruppe ildsjæle i Viborg dørene op til en ny genbrugsbutik, ”Søster Laura”. Butikken hører hjemme i nogle meget fine og velbevarede gamle butikslokaler Gravene 8 i Viborg. Indretningen af butikken er sket helt i tråd med butikkens originale og velbevarede inventar og med respekt for lokalernes historie.

Af Annette Brinch Iversen, genbrugskonsulent

Butikken er Menighedsplejen i Danmarks nr. 21 og er et samarbejde med Kirkernes Sociale arbejde i Viborg. Det er en ny type genbrugsbutik og dermed skiller den sig helt ud fra vores andre Kirkens Genbrug butikker. Navnet Søster Laura er også noget andet end Kirkens Genbrug og er inspireret af Søster Laura Theisen, som var ledende diakonisse i Viborg gennem 22 år fra 1912 til 1934. Det var skønt at se det store fremmøde ved åbningen, der blev fejret med taler, musik, søde sager og et godt salg, for de har virkelig fine varer i denne butik.

Således beskrives butikken Søster Laura:
Søster Laura kan kort beskrives som en alternativ genbrugsbutik, som en af de frivillige i butikken siger: ”Vi er alternative på den måde, at vi via vores donerede varer, håndplukker det bedste secondhand tøj, møbler og nips til direkte salg, samtidig med, at vi re-designer, upcycler og genanvender de resterende ting, så mindst muligt går til spilde”.

De frivillige ønsker her at skabe et bæredygtigt sted, hvor der er fokus på både miljøet og mennesket. Lotte Sørensen, der er frivillige i butikken, udtrykker det således: ”Jeg er så umådeligt stolt af det, som vi har brugt det sidste år på at få bygget op. Vi har fået skabt en helt unik butik i hjertet af Viborg, som har til formål at støtte projekter for udsatte mennesker både lokalt og nationalt, men som også er et socialt fællesskab for alle i Viborg. Uanset hvilke ressourcer man kommer med, så er der plads hos os. Her kommer vi hinanden ved og vi værdsætter vores forskelligheder. Her lytter vi og vi løfter hinanden op. Her deler vi vores kreative erfaringer og vi gør hinanden dygtigere. Her håndplukker vi kvalitet til bøjlerne og vi skaber nyt af resten. Her byder vi vores kunder et varmt velkommen og vi har altid kaffe på kanden. Vi er alle frivillige. Vi tager genbrug seriøst. Vi har visioner og ambitioner. Vi glæder os til nu for alvor at komme i gang og vise hvad vi kan.”

Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet