Af generalsekretær Mette M. Madsen
Forårets vidunder slår mig hvert år lige omkring slutningen af marts. Naturen ser ud til at være død. Der er ingen blade på træerne og græsset er helt nedtrampet og brunt. Hvis jeg ikke havde set det før, så ville jeg ikke tro, at det var muligt, at de døde grene igen kan blive dækket af fine grønne sarte blade. Men så sker der noget, man kan næsten kalde det et mirakel. Knopperne på træernes grene bliver større, og man kan følge dem dag for dag. Lige pludselig pibler det frem med små blomster og blade, der viser, at livet er tilbage. I Grundtvigs salme ’Påskeblomst! Hvad vil du her’ bruger han påskeliljen som billede på naturens genopstandelse fra løg til blomst, som en direkte sammenligning med Jesu død og opstandelse. Det er lige præcis naturens opstandelse vi oplever nu, samtidig med, at vi fejrer påsken og Jesu opstandelse. Vi går fra de lange mørke nætter til de lyse dage, hvor naturen giver os en ny begyndelse uden at vi gør noget. Ligesom den nåde, der gives gratis til mennesker ved Jesu død og opstandelse.
Igennem kirkens historie har man gentagne gange drøftet, hvorfor Jesus skulle dø på korset langfredag, om det var et sonoffer for menneskets synder, et tegn på Guds kærlighed eller en besejring af djævlen. Teologisk angiver det forskellige gudsbilleder, om man forstår Jesu død, som en udstilling af menneskets ondskab eller som en kærlighedserklæring fra Gud, men hvordan skal dette forstås rationelt. Der er blevet tænkt og sagt meget om, hvordan påskedagene skal fortolket. Men Jesu død kan ikke samles på en entydig, rationel formel, det er og bliver et mysterium, om forsoning, kærlighed og sejren over døden, men ikke desto mindre en gåde, der til stadighed må beskrives i alskens billedsprog, som Grundtvig gør så godt.
"Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde!
Stå mig bi, når Fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis."
Dette vers fra salmen Hil dig, frelser og forsoner! Samler for mig hele meningen med Jesus’ død, som er en gåde, som ikke kan forstås med fornuften. Det er en trossag. Man kan ikke forklare, at der er håb i Jesu død, man kan kun tro på det. At Jesu død ikke kun er 1 mands død, men en død, der skaber et nyt gudsforhold. En død, der giver evigt liv. En død, der giver fællesskab på jorden og i himlen. Det fællesskab, som vi kan synge om og tro på, og det fællesskab, som vi kan lade komme til udtryk gennem diakonale handlinger hele året.