Af Lone Skov Frølund, projektleder for diakoniområdet i Ravnsborg Kirke i Aarhus
I dec. 2021 blev jeg ansat af Menighedsplejen til at skabe et ”laboratorium” for, hvordan kirken kan bidrage til at modvirke social udsathed og ensomhed blandt nydanskere. Et projekt, der er sat til at løbe i 3 år med en ansat på 18 timer ugentligt. Jeg fik kontor i Ravnsbjergkirken i Aarhus Syd - et sogn med ca. 5000 indbyggere, hvoraf 53 % har anden etnisk baggrund end dansk, og hvor halvdelen af de voksne står udenfor arbejdsmarkedet, men hvor der i kirkerne eller i det diakonale arbejde ikke er stor kontakt til nydanskere.
Hvordan finder man ud af, hvilken hjælp, der egentlig er behov for?
Efter nogle dage med god introduktion til både ”Menighedsplejen i DK” og kirkernes arbejde i området, sad jeg ved mit gabende tomme skrivebord, og begyndte at lave overstregninger i stillingsopslaget for det job, jeg netop havde påbegyndt for at blive klogere på målsætningen – for hvem var det nu helt præcist, det var tanken, jeg skulle skabe indsatser for og hvilken slags socialt arbejde skulle det være? Projektarbejde kan være meget diffust og teamet ”nydanskere” var også en meget bred og favnende titel – Hvad havde hele denne gruppe af mennesker mon brug for?
I kraft af min uddannelse og min tidligere stilling som flygtningerådgiver i Aarhus Kommune, kom jeg dog med en del viden omkring behovene hos - i hvert fald de helt nyankomne- flygtninge. Her havde jeg bl.a. gentagne gange oplevet, at det var særligt svært for mændene i familierne at omstille sig til den nye rolle i et nyt land. Sorgen over tab af over tidligere identitet var svær at bære og omstille til en ny identitet i et samfund, der ikke i lige så høj grad er patriakalsk, og hvor man desforuden ikke har de kompetencer, det kræver at være den ledende figur i familien, fx job, uddannelse, sprog og andre færdigheder. Dette tænkte jeg var et oplagt behov for Folkekirken at imødekomme, da Folkekirken jo netop har stor erfaring i at være tilstede ved tab og sorg.
Kan kirkens tilbud supplere de øvrige tilbud i lokalområdet?
Jeg skulle dog også undersøge, hvad der gav mest mening for nydanskerne i netop dette område. Først overvejede jeg at gå en akademisk vej med spørgeskemaer og kvalitative interviews, fordi jeg havde en forestilling om, at det blev mest ”ordentligt og korrekt” på denne måde. Samtidig måtte jeg også erkende, at det ville være tidskrævende og give mig mindre tid til faktisk at igangsætte indsatser, hvilket jeg også var ivrig efter. Så jeg forsøgte mig i stedet med at kortlægge hvilke afstamning migranterne i området havde, hvilke organisationer, boligforeninger, institutioner, skoler, kirker mv, der var i området. Herefter tog jeg ud og besøgte mange af disse og fortalte om projektet. Jeg deltog bl.a. i ”KFUMs Sociale Arbejdes” projekt ”Social drive out”, hvor jeg var med til at dele kaffe og ”samtale” ud i nogle af boligblokkene i området og ved arrangementer i det boligsociale arbejde og er blevet en del af forskellige samarbejdsudvalg, bl.a. med kommunen. Herved mødte jeg menneskene i områderne, både projektets målgruppe, men også de frivillige og professionelle, der arbejdede for de samme mennesker, som jeg gerne ville lære at kende.
Det var både dejligt, men også lidt overvældende at se, hvor mange projekter, der allerede var i gang i området – Der var allerede en kvindekreds, et syværksted, en mandeklub, lektiehjælp osv. Så hvad var det vi som kirkelige organisation skulle byde ind med?
Åbne kontordage med "hverdagsrådgivning"
Fra mit tidligere arbejde vidste jeg dog også, at mange i denne målgruppe havde et næsten utømmeligt behov for ”hverdagsrådgivning” – støtte til hvordan man får oprettet et ”MitID”, at få hjælp til at forstå brevene fra det offentlige osv. Derfor begyndte jeg at have ”åbne kontordage”, hvor folk kunne komme og få hjælp til disse ting. Når vi så sad med de praktiske opgaver, begyndte flere også at åbne op og ville gerne tale om deres liv. Derfor udviklede mange af ”de åbne kontordage” sig til ugentlige samtaler om sorg, sygdom eller rådgivning i forældreskab, familieliv mv. Derudover viste der sig også nogle gentagne temaer, som at en del af de enlige mødre manglede netværk og nogle at tale om livet med, og egentlig også bare at dele livet og tiden med, da mange var hjemmegående pga. psykisk sygdom.
Familienetværk
Derfor opstartede vi bl.a. et ”Familienetværk”, hvor familier kan mødes og spise sammen, få fælles oplevelser, støtte og vejledning og dele stort og småt i livet, og også dele tro og tradition imellem forskellige nationale herkomster og religiøse overbevisninger.
I opstarten af projekterne, har jeg fundet stor støtte i at blive inspireret igennem fx Menighedsplejens projekter, som har beskrevet forskellige aktiviteter for familiearbejdet, og hvor man fx har kunnet hoppe på allerede planlagte projekter, såsom ”Folkekirkens Feriehjælp”. Ved at tilbyde sommerferie til udsatte familier i området, fik jeg også kontakt til mange nye mennesker. Jeg har også haft stor glæde af at kontakte andre organisationer for at se, hvad vi kunne skabe i samarbejde – Fx har Kfums sociale arbejde nu lavet et ”social drive out”- stop i den park, hvor kirken ligger, hvor de holder pop up cafe en gang i ugen.
Den første indsats, jeg oprindelig havde drømt om at opstarte – en form for samtale/sorggruppe om mistet identitet for nydanske mænd, er endnu ikke blevet en realitet, men den er heller ikke skrinlagt. Jeg oplevede dog, at der var mest energi i at imødekomme behovene hos de mennesker, jeg var kommet i kontakt med – også for at få igangsat arbejdet. Dette har gjort at indsatsen har ”spredt sig som ringe i vandet”, da jeg så ret hurtigt havde et konkret projekt at invitere både frivillige og familier med ind i, men også fordi, at der herfra så har vist sig yderligere behov, såsom danskundervisning og kvindegruppe med fokus på mental stress/udfordringer, hvilket vi nu er i gang med at forsøge at etablere.
Det sociale arbejde forankret i kirken kan noget....
I forhold til at opstarte diakonalt arbejde et sted, hvor der egentligt findes mange forskellige sociale projekter, er jeg også blevet mindet om det diakonale arbejdes særegenhed. Både har jeg mærket, at selvom nogle mennesker med anden religiøs baggrund, havde en vis modstand mod at skulle komme til aktiviteter i en kirke, så gjorde det, at jeg kom fra kirken, at folk straks have tillid til mig. En tillid, jeg ikke selv havde nået at gøre mig fortjent til, men som kirkens diakoni gennem tiderne, har skabt. Flere gav udtryk for, at de vidste, at jeg ville dem godt. Dette er jeg ekstra taknemmelig for i relation til nydanskerne, da en del desværre kommer med mistillid overfor fx andre befolkningsgrupper, nogle af egne landsmænd osv, pga. stor socialkontrol, korruption mm i deres oprindelsesland.
Jakob Zakarias, forstander på Diakonhøjskolen, er blevet spurgt, hvad det diakonale arbejdes ”merværdi” er i forhold til andet socialt arbejde, og svarede, at det diakonale arbejde ikke nødvendigvis er bedre socialt arbejde, men at det diakonale fordrer ”et mer blik” på det andet menneske – Som skabt og elsket af Gud. Dette har jeg også tænkt på i arbejdet med nydanskere – at vi ser mennesket også som et åndeligt væsen, og derved har en særlig egenskab til at skabe et rum for at man også kan tale om sine religiøse traditioner og sit forhold til tro, hvilket er noget rigtigt mange nydanskere forholder sig meget til – måske faktisk i højere grad den almene dansker.
Derfor tror jeg, at der er stort potentiale i, at de diakonale organisationer og kirkerne rækker ud til nydanskerne i ens område, da vi har noget at byde på for dem, men i lige så høj grad også fordi det er utroligt berigende og lærerigt at møde disse mennesker.