Af diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark, Mei Petersen
Under mødet delte vi forskellige erfaringer med kommunalt samarbejde inden for det sociale felt. Nogle havde arbejdet sammen med specifikke områder i kommunen, mens andre havde erfaring med at henvende sig i forbindelse med en konkret sag og dermed få kontakt til en specifik forvaltning. Der blev også udtrykt en meget jordnær frustration over, at frontmedarbejdere ikke altid videreformidler relevante tilbud fra kirkerne til borgere.
Ud fra denne drøftelse opstod spørgsmålet: Hvorfor er det så svært at skabe et samarbejde mellem kommunen og civilsamfundet i vores tilfælde kirken, når politikerne besynger det så højt? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt først at se på de udfordringer, der opstår både i kirken og i kommunen. I denne artikel vil jeg derfor dykke ned i nogle af de forhold, der spiller ind i samarbejdet mellem kommune og kirke.
På mange måder kan kirken og kommunen drage fordel af at samarbejde med hinanden. Begge parter arbejder for og med mennesker i sårbare situationer, eksempelvis ensomme ældre, mennesker i sorg, demensramte og unge.
En kommunal nødvendighed
For 20 år siden var der en udbredt kommunal modstand mod, at civilsamfundet skulle løse velfærdsopgaver. I dag er det en kommunal nødvendighed at arbejde med NGO’er og frivillige. Dette skyldes både økonomiske hensyn, hvor der er større forventninger til velfærdsopgaverne trods færre midler, samt en erkendelse af, at jo mere mangfoldig indsatsen er, desto mere finmasket bliver det sociale sikkerhedsnet.
Når personer fra kirken ønsker at samarbejde med folk fra kommunen, kan man møde politikere og embedsmænd med forskellige tilgange til samarbejde. Nogle arbejder ud fra en effektbaseret tænkning inspireret af New Public Management, hvor kirken kan opleves som en leverandør af ydelser. Andre arbejder ud fra New Public Governance, hvor innovation og netværkstænkning er i fokus. Denne sidste tilgang giver mulighed for mere ligeværdige samskabelsesprocesser, hvor civilsamfundet betragtes som en medskaber af velfærdsløsninger, og ikke blot en serviceudbyder.
Samskabelse betegner samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfundet i udviklingen og produktionen af velfærdsydelser. Det bygger på antagelsen om, at borgere eller civilsamfund har værdifuld viden, som kan bruges til at udvikle kommunens tilbud. Civilsamfund og borgere kan i den forbindelse indgå i partnerskaber, hvor forskellige aktører bidrager med ressourcer og viden til udvikling af offentlige velfærdsydelser af høj kvalitet.
Hvordan kan samskabelse blive en god samarbejdsproces, hvor 2+2 giver 5? Samskabelse kræver kommunikations- og netværkskompetencer samt villighed til at dele viden mellem samarbejdspartnere.
Et eksempel på samskabelse
Et godt eksempel på samskabelse findes i Hillerød. Her er der udviklet et samarbejde mellem Hillerød kommune og de lokale kirker gennem projektet Kirke Care. Kirke Care blev udviklet som pilotprojekt for 12 år siden i Hillerød med Thyge Enevoldsen som projektudvikler i en delt stilling som sognepræst og SSP-medarbejder (SSP = Skole, Socialforvaltning og Politi)
Thyge Enevoldsen pointerer, at vedholdende relations-arbejde mellem lokale kirker og andre lokale aktører (frivillige, foreninger og institutioner) kan være nøglen til tillidsfuldt samarbejde også med den lokale kommune. Og gensidig tillid er netop en afgørende forudsætning for kreativt og udviklende samarbejde. Opbygning af en sådan tillid tar tid, og sker i vid udstrækning gennem lokale fællesskabende handlinger og initiativer med kirken som generøs med-initiativtager. Kirken skal helt enkelt gøre sig fortjent til tillid – lokalt og kommunalt. Det kan ske, ved at kirken melder sig på banen og engagerer sig som en aktiv og gavmild del af lokalsamfundet – og gennem dette lokale samarbejde aktivt netværker rummeligt og bredt med andre frivillige og professionelle.
Når den lokale kirke på denne måde tager positivt og ansvarligt medansvar for lokalt samarbejde, så kan forskellige samarbejdsprojekter med kommunen også udvikles og tage form. Det er altså sket i Hillerød kommune gennem kvoteansættelse af en lokal sognepræst som SSP-medarbejder og gennem udvikling af Kirke Care som pilotprojekt.
Modellen med en medarbejder, der fungerer som både kirkens og kommunens person, har vist sig brugbar i flere sammenhænge. I Viborg Stift eksperimenteres der med forskellige varianter af dette, blandt andet ved at lade kommunale medarbejdere deltage i bestyrelserne for Kirkernes Sociale Arbejde.
Samskabelse mellem kirke og kommune har et stort potentiale, men det kræver strukturer, tillid og vedholdende indsats for at lykkes. Ved at bygge bro mellem aktørerne kan vi skabe stærkere, mere inkluderende fællesskaber.
Tilbage til forsiden af nyhedsbrevet